tirsdag den 3. april 2012

Postdanmark og modtagelse af pakker

Trustpilot - kundernes bedømmelser - er en stor hjælp til at videreudvikle netbutikken og de tilhørende services vi har mulighed for at tilbyde vores kunder.
En af vores kunder spurgte om hvorfor varerne altid leveres ud i dagtimerne, når man er på arbejdet og derfor ikke kan modtage sin pakke.
Vi har derfor spurgt Postdanmark om de har planer i støbeskeen om at man kan vælge aftenlevering. Det har de ikke, men i stedet oplyste de at de udvider ordningen med Døgnposten. Der bliver oprettet 60 nye døgnpoststeder i løbet af 2012. Man skal så stadigvæk hente sin pakke selv, men man kan hente om aftenen og er ikke afhængig af posthus/postbutikkens åbningstider.

Kundeservice hos Postdanmark sendte dette svar tilbage til mig, som jeg hermed videregiver til vores kunder:

Disse servicer gør dig uafhængig af posthusets/postbutikkens åbningstid, når du skal modtage pakker. Du kan endda også bruge Døgnposten til at sende pakker.
Med Modtagerflex får du disse fordele:
       Du kan få leveret pakker og store breve på din bopæl, når du ikke er hjemme
       Du kan på forhånd vælge mellem 10 forskellige leveringssteder på din adresse
       Du bliver uafhængig af posthusets/postbutikkens åbningstid, når du skal modtage pakker
Med Døgnposten har du disse fordele:
       Gratis og nem at bruge
       Hurtig levering senest kl. 10 hverdagen efter afsendelse
       Du får sms eller e-mail, når din pakke er klar til afhentning
       Du har frit valg mellem flere end 120 Døgnpostautomater (du kan vælge fra gang til gang)
       Du kan sende pakker op til 20 kg til alle adresser i Danmark fra Døgnposten. Det er billigere at sende pakker fra Døgnposten til Døgnposten.
Følg vejledningen i linket og tilmeld dig Modtagerflex eller opret dig som bruger af Døgnposten eller begge.